Brug din faglighed uforudsete steder

 

Ved første øjekast ser økonomi og lingvistik ikke ud til at have noget med hinanden at gøre. Hvordan er biologistudiet og jurastudiet forbundet? Men der er en forbindelse. Det handler om at finde denne forbindelse, for at kunne skille sig ud i sit fagfelt, og for at finde et job der også er en hobby.

Faggrænser møder faggrænser

I mange studieordninger er der lagt op til tværfaglighed, netop for at skabe forbindelse mellem fagene hvor der måske ikke er en umiddelbar forbindelse. Jo længere i sit studieforløb man kommer, jo flere fagligheder bliver der blandet ind.

Naturligvis har studieordninger faglige grænser. Biologistudiet handler nu engang mest om biologi, og psykologi handler mest om psykologi. I mange studieordninger formuleres endda "at lære fagets teoretiske og praktiske begrænsninger". Her er det særligt de "praktiske begrænsninger" der er interessante.

Hvorledes afgrænses et fag, og hvorfor må indflydelsen fra ét fag have praktiske begrænsninger?

Hvorfor kan vi ikke blive opmuntret til at lave biologistudiejura eller IT-økonomi-lingvistik?

Eller mere ekstremt: Hvornår kommer kokkene og arkitekterne og pædagogerne ind på universitetet?

Tolerance skal der til

At være jobkræsen er næsten ligesom at være madkræsen. Som mor ville have sagt det: "du ved jo ikke hvad du går glip af". Som nyuddannet skal det helst være lige præcis sådan som kursuspakken foreskrev det, og hvis jeg som økonom skal til at lære en masse om dyrevelfærd eller elektricitet, hvad er mit økonomistudie så værd?

Det er her at denne lille artikels hovedpointe kommer ind.

At turde gå andre veje med sin faglige nysgerrighed er sundt. Sundt for jobmulighederne, sundt for innovationen, sundt for fagfællesskabets udbredelse, sundt for adspredelsen og for den gensidighed der opstår med de nye videnskaber man blander sig med.

I jobjagten; prøv at hive alle dine interesser ind i søgningen. Det er ligegyldigt hvilken interesse det er. Det kan være du kan lide køer på grønt græs, men du leder efter en jurist-stilling. Det kan være du er uddannet i kommunikation og design, men egentlig godt kan lide at puste glas. Glaspusterne har det på samme måde med dig. De er egentlig uddannet i et håndværksfag, men de kan egentlig godt lide medievidenskab.

Argumentet er her, at hvis man bare gider tænke en lille smule udenfor alle de andre fagfællers lille verden, så er der en masse viden der mangler at blive udnyttet, og at denne nye viden i mange tilfælde overlapper med interesser og hobbyer.

Gamle vaner knækker næppe

Uden at tage højde for arbejdsgiverens part, er der selvfølgelig en masse bjerge man skal flytte på, hvis man vil bruge sin faglighed uforudsete steder. Først og fremmest er der den åbenlyse inkompetence ved at skulle kunne begå sig i et fagligt perifert område. Dernæst er der den indlærte terminologi og det fagkulturelle fællesskab, som langsomt udvandes ved blandingen med andre videnskaber. Ydermere er der forestillingerne om dannelseshierarki. Det er nok mere en af de mere omfattende bjerge at flytte på.

At forestille sig at en jurist er bedre end en tømrer, eller at en biolog er bedre end en biolog, er det samme som at forestille sig at en mand er bedre end en kvinde, eller at storbyen er et langt mere professionelt sted end landet.

Den slags forestillinger skal man lave om på. Det kan kun gøres ved at turde give slip på sin fagstolthed, sine fagtraditioner, sit fagsprog og jobdatabasernes "du burde søge den her stilling, fordi det er lige det du er uddannet til"-forslag.