Hvad en efterskoleelev synes om køkkentjans (fra 2003)

I er totalt afhængige af hygiejne. Ja og det kan sQ godt være det lød fint, og at det hele så fint ud, men fuck hvor her bare stank. Hun tog et stykke stof med kunstige blå streger stemplet fast, op til sin næse og lavede en grimasse så grim, at der ikke var så meget som én go grund til at blive ved med at se på hende. Hun sluttede med et "aaaRh" og satte skålen op på en hylde, der havde en ligeså lang erfaring som skålen havde været brugt. Hun tog i hviskestykket, som om det var guddommeligt og slyngede det om på ryggen, for igen at hive det tilbage over maven, medbringende de mest dejlige suorvineers fra en dejlig udrensning af hendes gule rygrad. MUMS! Brillerne gik mod mig, og de havde arbejdet her i flere år end jeg. En praktikant i en finpudset skraldespand. Nogle enorme tønder, der kunne væltes per mekanik og mindst 50 liter boblende grydesnask kunne duftes i luften, der faktisk var ret mild, når man ikke tænkte på de mange års madforbrug i lokalet. Det sad i lag på væggen, der var overtrukket med diverse desperate forsøg på at rengøre lortet. Imens havde "ken" Nosset i det – gjort rent på under 1 minut, skinnende rent med en milimeter rengøringsmiddel, ups ja. Ken havde gjort sig umage, ak. Stadig var der dog en del opløst cornflakes. Hun var ligeglad, gloede på jernstangen der havde siddet i 700 forskellige munde. Smed den i æsken, hvor den delte plads med kloner, kun med den forskel at dé enten havde salat eller andre madprodukter klistret sig fast, i stedet for cornflakes. Smart, nu kunne man da selv vælge. Damp i 2 meters højde nedaf fra loftet, som skyer der kunne presses sammen, og indeholde ligeså meget fedt og materiale, som et halvt franskbrød. Mere stof, og en lille gnom der rakte ud efter pladerne, da endnu en sky hang oppe i det der engang var et blåt loft. Jeg stod stille, og lod mærke til at jeg i al det klamme, havde savlet på gulvet. Jeg ville samle op, og lod mit yougurtsbetrukket forklæde trække op over benene, da hun igen skulle tilføje en grimasse, på samme måde som før. Min lille ubetydelige klat? Det kunne være det samme. MUMS! Jeg kastede et blik på det opkast som "ken" denne gang smed ud, på under et minut. En ramme tallerkner, der dampede med en lille kende mere hvid damp end den grålige der langsomt faldt til ro i det blå loft. Ridser fra gafler, kalkpletter. Porcelæn, lavet under utrolig varme. Hvorfor skulle det være nødvendig at genbruge.